Efter mange år, er "Passad" kommet hertil, foråret 2020. Udskiftning af planker i bunden, blev jeg færdig med for to år siden. Grunding med linolie og derefter primening med jernmønje og vandlinjebælte med zinkhvidt, blev lavet sidste år.
Apteringen er også stort set færdig, dækket har fået glasfiberdug i epoxy og ruffet lakeret. Et hav af andre ting er lavet på båden og jeg vil fortælle om bådens facinerende historie og restaureringen.
Ny rorpind i ask, jeg lader den krumme en anelse mere end den gamle, bare fordi jeg kan lide det sådan.
Ruffet har fået samme lysegrønne farve som sin søsterbåd "Monsunen", derved er der en forbindelse mellem dem.
Fenderlisten er på plads, dem har jeg dampet og forbøjet med meget tunge skruetvinger (se billede). Fribordet har fået mange gange linolie og derefter mange gange Le Tonkinois (populært kendt som Tonkin lak). Den bedste lak til egetræ! Maghonien får Epifanes klar lak, det bedste til maghoni.
Sommer 2020.
Rorpinden er færdig og monteret på det fine beslag. Selve roret er også færdigt, med rorhoved i rustfrit stål. Men det bedste af det hele er, at roret er monteret og båden ser nu fuldendt ud, konturen fra stævntop til stævntop forløber helt som Arvid Laurins tegning, i et jævnt krumt forløb.
Under beslagne har jeg brugt det fantastiske produkt Ettern, som er en blanding af trætjære, kridt og lidt linolie. Selve beslagne har fået Isolerings Patent. Et gammelt produkt fra Hempel lavet på stenkulstjære.
At bruge linoliebaseret produkter er hemmeligheden bag bevarelse af træbåde. Læs Simon Bordal Hansens bog:
"Et linoliesystem til træbåde", som kan købes her.
Er man interesseret i træbåde og gerne vil vide mere, kan man starte med at læse "Et Liv Med Træbåd" fra DFÆL.
Det gamle ror var helt ubrugeligt, lamineret på en fjollet måde som slet ikke fungerede. Jeg lavede et nyt i massiv eg og genbrugte de gamle beslag, efter de blev svejset de steder som var skadet.
Invendigt er båden malet med jernmønje under vandlinjen, efter flere gange linolie. Til sidst en køn lyssegrå, men desværre smuttede bøtten og det blev et være svineri. Derfor er cockpittet helt lyssegråt. Det er ikke altid det går som planlagt.
Den sidste bundstok kommer i, den sidder agterst midt på stævnen.
Passads Historie
Den sidste K22
Tidligere på året 2008 var jeg flyttet ind i den store gamle værftshal, som havde tilhørt bådebygger Knud Stenby og nu købt af Bornholms Træbåde Laug. I det fjerne hjørne af hallen havde jeg etableret mit lille værksted. Indimellem gik jeg bagom hallen og der fik øje på den smukke båd. Jeg tillod mig at sidde lidt i cockpittet og drømme mig væk...
Kosterbåd.
“Passad” er en Koster eller Kosterbåt fra Sveriges vestkyst. Bygget på Hissingen ved Göteborg i 1948-49. Bådtypen har sin oprindelse fra Koster ørene og var kendte for at være fortrinlige sejlere i det barske Skagerak, samme hav hvor Hvalerbådene blev undfanget. Hvalerbådene blev sammen med Listerbådene inspiration for de så kendte Colin Archer både.*1
Efter indformation fra sejlklubben SS Frem, som er Kosterbådenes klub, viste det sig at båden er tegnet af Arvid Laurin. Videre efterforskning i Sjöhistoriska museets arkiver, fandt jeg frem til nogle kandidater. Men det var svært, for jeg havde fået at vide at min båd var en nedrigget K25, altså oprindelig med 25 kvm sejl.
Der findes K20, K22, K25 og der op efter. Alle K25’er i museets arkiv havde dødtræ og ballastkølen var anderledes og tungere. Men to tegninger passede perfekt, men de var K20‘er. Noget stemte ikke.
Sagen er den at K25 klassen er 7 meter og K20 er omkring 6,5 meter. Med “Passads” 7 meter og manglende dødtræ var der kun to kandidater tilbage og de var begge K20’er.
De to K20’er.
RN. 311 / RN. 312.
I sensommeren 1942, tegnede Arvid Laurin to K20’er. De er tegnet ud fra samme ide; forlænget K20 og ingen dødtræ.
De to tegninger er meget interessante. Båden Arvid Laurin tegnede i august RN. 311, og senere justeret i 1948 til tegning
RN. 312, er nemlig en kendt båd. Ændringen i 1948 bestod af en mere ret forstævn, som passer til "Passad", se på tegningen nederst.
Tegningen var oprindeligt bestilt af Åke Eliasson Göteborg. Han ville bruge den til en rejse over Atlanten, fra Göteborg til New York. Det kom der en bog ud af: Monsunens Resa i Västerled 1947-1948. "Monsunen" blev tegnet uden dødtræ, ifølge bogen for at holde siderne fri for bundvand ved stærk krængning og lette lænsning. Om det var Arvids eller Åkes ide vides ikke, for Åke Eliasson var med i planlægningen af bådens udformning og tegnede dækket som et flush dæk.
Valdäck
Det hvælvede dæk (valdäck) fik så stor succes at Arvid Laurin brugte det på sine senere konstruktioner og mange både fra 1950 og -60‘erne havde denne detalje.
Arvid Laurin går for at være valdäckets fader *2, men Åke Eliesson burde efter min mening få æren. Jeg har stødt på betegnelsen “Monsun typerne” for både med dette dæk *3, som forøvrigt betyder hval og ikke som jeg først troede hvælv.
“Monsunen” står nu bevaret hos SS Frem og vidner om den fantastiske rejse. Båden er K-mærket for sin kulturhistoriske værdi. Noget kun særligt udvalgte både med betydning kan få.
RN. 321.
Den anden linjetegning, nummer RN. 321 (Ritningsnummer), er tegnet i september 1942 til A.W. Abrahamsson som drev et værft i Färjenäs udenfor Göteborg og deler køl tegning med den før omtalte båd. Den er tegnet uden det hvælvede dæk og afviger på nogle små punkter. I kosterbåt registeret findes der en båd ved navn “Rosita” som godt kunne være denne båd.
Efter at have gået målene igennem, fra afslagningstabellerne af de to både, må jeg konstaterer at “Passad” er lidt sin egen. Men målene ligger tæt op ad “Monsunens”, dog med lidt lavere fribord. Navnene har også en vis kobling til hinanden.
En afslagningstabel er en båds DNA, ud fra nogle udvalgte mål kan man med sikkerhed identificerer en båd, eller bygge en båd hvis man også ligger inde med linjetegningen.
Altså er “Passad” en forlænget K20. Med sit sejlnummer K22 D9 er den ikke en nedrigget K25, med uoriginal rig, men en “oprigget” K20. Det gør forhåbenligt min båd til en rigtig kæk båd med de ekstra kvadratmeter og længere vandlinie. Den står i kosterbåt registeret som en K22. Der findes ni K22’er i registret og Passad er den sidste nummer 9.
Bygning og restaurering.
“Passad” blev bygget i vinteren 1948-49 af bådens tidligere ejers farbror Kjell Lundqvist, efter den i 1948 justerede tegning RN. 312.
Mon ikke han havde set “Monsunen” og hørt om turen over Atlanten. Jeg ved ikke meget om Kjell, “Passad” har en del lidt mærkelige løsninger. Planketrækket er lidt sært og stød fordelingen er ikke fornuftig. Det mest mærkværdige er at kølplanken ikke følger hele kølens længde, der er en bordsamling i kølspundingen, det er ikke god praksis. Samtidigt smalner kølplanken til for, så det ikke giver nogen mening. Landingerne er også upræcist lavet og slutter ikke altid helt tæt.
Men det er min båd og jeg elsker den. Det er let nok at pege fingere af skavanker, men træder man to skridt tilbage, ser man de smukke linjer, som trods alt er vigtigst for sejlegenskaberne. Som Arvid Laurin skriver på sine tegninger "allt arbete göres med största möjliga viktbesparing".
Klassebåde er ofte bygget hurtigt og med et formål for øje; at være lette og vinde feltet ved den kommende sæson. "Passad" lever op til det hele og var klart den hurtigste båd i sin klasse, (har jeg ladet mig fortælle).
*1: Norska Båter Bind 1, Skagerak Kysten Gøthe Gøthesen, Grøndahl 1977.
*2: Pionjärer vid Ritbordet, Förlaget Båt & Skärgård 2000.
*3: Jeg er sejler, Politikens Forlag 1967.
